Handelspladsen Hadsund

1830’erne blev opgangstider for dansk landbrug. I England var industrialiseringen godt i gang, og med de mange industriarbejdere kunne England ikke længere brødføde sig selv, men importerede store mængder korn fra Danmark. Det gav danske bønder penge mellem hænderne – penge som også satte gang i den indenlandske handel.

Indtil 1857 havde de danske købstæder monopol på al handel. Skulle bønder fra Sydøsthimmerland sælge deres korn til opkøbere, måtte de til Hobro, Mariager eller Randers. Det var langt at køre med store læs korn i stive hestevogne, så i 1838 fik man lov til at holde to årlige markeder, hvor der måtte handles med korn og andre landbrugsprodukter samt de fornødenheder, som landboere havde: tovværk, tømmer, jern, træsko o.lign. Markederne blev placeret der, hvor Mariager Fjord er smallest, dvs. ved det sund som dengang kaldtes Hadsund eller Haderupsund. Her nord for Haderup var der færgeforbindelse over fjorden, og her mødtes landevejene fra Aalborg, Hobro, Mariager og Randers.

Korn, der blev solgt fra Hadsund Marked og udskibet ad Mariager Fjord, blev toldstemplet syd for fjorden og kunne derfor sendes til England med Randers’ toldstempel. I England var korn fra området nord for Randers berømt for sin kvalitet, så selv fra Aalborg-området og Vendsyssel kom bønder med deres korn til Hadsund, for at opnå de gode priser for ”Randers-korn”.

Det viste sig hurtigt, at der var brug for endnu bedre handelsmuligheder for bønderne i Sydøsthimmerland, så i december 1854 blev der givet handelsprivilegium til stedet, så købmænd fra de omliggende købstæder kunne åbne filialer og handle i Hadsund. Hurtigt voksede en by af købmandsgårde og små håndværkeres værksteder op langs landevejen Hobro-Aalborg. I sidste halvdel af 1800-tallet talte man ikke om Hadsund som en by, men om ”Handelspladsen Hadsund”, og når lokale omtalte deres hjemsted, sagde de: ”Her på pladsen…”.

Hurtigt søgte unge initiativrige købmænd og håndværkere fra andre byer til, for at prøve lykken, og fra landsbyerne i området søgte de folk til, som var blevet overflødige i et stadig mere mekaniseret landbrug. De kom til at udgøre byens proletariat – et proletariat som bysbarnet, forfatteren Hans Kirk, har beskrevet i sine noveller ”Skyggespil”. Hadsund blev et dansk Klondyke.

Problemet var dog, at byen opstod hen over grænsen mellem to sogne og dermed to sognekommuner. Den fattige Vive kommune havde ikke råd til at etablere brolægning, gadelys, skole og hvad der ellers hørte sig til i en by, og i sognerådet for den rigere Visborg-Skelund sognekommune sad de stovte bønder, som ikke havde nogen interesse i at bruge penge på ”opkomlingene” ved fjorden. Derfor fik foreningerne – først Hadsund Håndværkerforening, siden også Hadsund Borgerforening og Handelsstandsforeningen – meget stor betydning for byens udvikling. I 1892 købte håndværkerforeningen Torvet, som de stillede gratis til rådighed for bønder og håndværkere, og det var i generationer det vigtigste handelssted i byen. Ringene i muren på Torvet vidner den dag i dag om, at her engang også blev handlet med kreaturer.

Det lykkedes byens købmænd at argumentere så godt for deres sag, at der i 1883 blev anlagt jernbane fra Randers og i 1900 fra Aalborg. Efter at have holdt møder om en bro over fjorden i næsten 50 år, blev den endelig bygget i 1904, og byen kom for alvor til at hænge sammen, omend byerne Randers og Aalborg nu sloges om at knytte Hadsund til deres opland.

Først den 1. april 1937 blev problemet med de to meget lidt samarbejdsvillige kommuner løst, ved at Vive og Skelund-Visborg sognekommuner blev lagt sammen til Hadsund Kommune.
I 1970’er udviklede Hadsund sig til en ikke ubetydelig industriby, men har dog fortsat sin betydning som handelscentrum for Hadsund og et opland både syd og nord for Mariager Fjord.